Præstegården i lokalsamfundet

In the 19th century, the rectory was the main institution in the local community. In addition to the church work, the priests had administrative and municipal tasks, and the rectory office was a lifeline for many of society's weakest. The clergy families lived on tithes from the parish's residents and on agriculture, and they could afford to build large impressive parsonages, which today are considered valuable cultural heritage. Nevertheless, many parsonages in the countryside gradually disappeared in the 20th century. The pastor became a servant and tenant with the ward council as housekeeper. Today, several parsonages are empty during the day because the spouses most often work elsewhere and the children are in school. Many are sold or demolished, and village communities are depopulated, and the challenge is to adapt these buildings worthy of preservation to today's requirements, so that parsonages in the countryside can still be a cultural powerhouse in the local community. In Præstegården in the local community, Jens Rasmussen sheds light on this problem with many new and old illustrations of parsonages from all over Denmark, including the beautiful foundation-walled parsonages from the 19th century and the 20th century parsonages, which were more humble in size and gradually came to resemble modern detached houses. The book also describes the daily life of priests with many examples, especially from Funen. Jens Rasmussen has worked as a parish priest in both rural and urban parishes as well as as a hospital priest at Odense University Hospital. He is a Ph.D. in Church History and former editor of Church History Collections. In addition, he has written a number of books on ethics and religious communication in medical practice, on religious tolerance and religious freedom, and on the relationship between church and state.

Præstegården var i det 19. århundrede den bærende institution i lokalsamfundet. Foruden det kirkelige arbejde havde præsterne administrative og kommunale opgaver, og præstegårdens kontor var en redningsplanke for mange af samfundets svageste. Præstefamilierne levede af tiendeindtægt fra sognets beboere og af landbrug, og man havde råd til at bygge store imponerende præstegårde, som i dag betragtes som værdifuld kulturarv. Alligevel forsvandt mange præstegårde på landet efterhånden i det 20. århundrede. Præsten blev tjenestemand og lejer med menighedsrådet som husvært. I dag står flere præstegårde tomme om dagen, fordi ægtefællerne oftest arbejder andetsteds, og børnene er i skole. Mange sælges eller rives ned, og landsbysamfund affolkes, og udfordringen er at tilpasse disse bevaringsværdige bygninger til nutidens krav, så præstegårde på landet stadig kan være et kulturelt kraftcenter i lokalsamfundet. I Præstegården i lokalsamfundet belyser Jens Rasmussen denne problematik med mange nye og gamle illustrationer af præstegårde fra hele Danmark, herunder de flotte grundmurede præstegårde fra det 19. århundrede og det 20. århundredes præstegårde, som var mere ydmyge i størrelse og efterhånden kom til at ligne moderne parcelhuse. Tillige beskriver bogen præsternes dagligliv med mange eksempler, især fra Fyn. Jens Rasmussen har arbejdet som sognepræst i både land- og bysogn samt som hospitalspræst på Odense Universitetshospital. Han er ph.d. i kirkehistorie og tidligere redaktør på Kirkehistoriske Samlinger. Derudover har han skrevet en række bøger om etik og religiøs kommunikation i medicinsk praksis, om religionstolerance og religionsfrihed og om forholdet mellem kirke og stat.